Nyhedsbrev #7

CENSORMØDER AUGUST 2018

De årlige censormøder afholdes i år i anden halvdel af august, som det også er meddelt inden ferien. Møderne holdes på følgende tidspunkter og steder:

  • 20.8.2018 - Aalborg
  • 21.8.2018 - København
  • 27.8.2018 - Aarhus
  • 28.8.2018 - Odense

Møderne afholdes alle i tidsrummet 17-19, og der vil være let forplejning i forbindelse med møderne. Af hensyn til forplejning skal man tilmelde sig det møde, man vil deltage i. Tilmeldingen er tilgængelig på Censor IT-profilen under Invitationer øverst i højre side.

Censorformanden vil orientere om tiltag fra ministeriets side, give et overblik over året, der er gået og få input fra censorerne til det videre arbejde i formandskabet.    

VALG TIL HD-FORMANDSKABET

Der er udskrevet valg til formandskabet for HD-censorkorpset, og formanden for EØ-korpset stiller op til formandsposten for HD. I den forbindelse udtaler censorformand for EØ-korpset, René la Cour Sell:

Jeg har valgt at stille op også som formand for HD-censorkorpset og jeg er glad for at Annette Bang Andersen og Mogens Brock fra EØ-formandskabet også genopstiller til de to næstformandsposter i HD, og som derfor kommer med stor erfaring fra HD-formandskabet.

Med det store sammenfald mellem censorerne - 89 % af censorerne i HD-korpset er også beskikket til EØ - har vi valgt at søge at sikre så stor indre sammenhæng mellem de to censorkorps og formandskaber som muligt.

Hvis HD-censorerne vælger os, vil det efter vores opfattelse skabe faglige og kvalitative synergier, ligesom det vil være en resursemæssig gevinst, både økonomisk og for sekretariatets arbejde. Mange af opgaverne for de to formandskaber er de samme, men med to forskellige formandskaber skal opgaverne ofte udføres to gange med lidt forskellige vinkler.

Jeg har tidligere udtalt mig imod dobbeltmandater i formandskaberne. Men med den ny formandskabsstruktur for HD-korpset, mener jeg det her fra starten giver mening, at posterne varetages af personer, der er valgt til begge formandskaber.

Der er opstillingsfrist for valget til HD-formandskabet 15.8.2018, og valghandlingen løber fra 17.-27.8.2018. Læs mere information om valget til HD-korpset.

BESKIKKELSE 2018-2022

Censorkorpset for Erhvervsøkonomi gik ind i en ny beskikkelsesperiode 1.4.2018. Der blev i hovedbeskikkelsen beskikket 730 censorer og efterfølgende er der pr. 1.8.2018 beskikket yderligere 39 censorer, så der samlet p.t. er 769 censorer i korpset.

681 ansøgere blev genbeskikket, heraf 178 der var efterbeskikket i løbet af 2014-18 og 49 egentlige nybeskikkelser. Ministeriet accepterede ikke, at censorer, der kun var beskikket en mindre del af perioden kunne figurere som nybeskikkede, og censorkorpset skal derfor suppleres med 130 nye censorer inden for et år.

Har du således en eller flere kompetente kolleger, som kan være aftagercensor og har en relevant erhvervsøkonomisk kandidateksamen, må du meget gerne opfordre til, at de søger beskikkelse. Interesserede kandidater kan gå ind på www.censorerne.dk under Bliv censor og finde information om ansøgningsprocessen.

Censorkorpset er samtidigt på nuværende tidspunkt reduceret i forhold til forrige periode, og der vil derfor forsat være to efterbeskikkelsesperioder om året, særligt inden for de fagområder, hvor censorkorpset vurderes at behøve flere censorer end tilfældet er for nærværende. Næste ansøgningsfrist er 1.10.2018.    

NYT FORMANDSKAB 2018-2022

Censorkorpset for Erhvervsøkonomi gik ind i en ny beskikkelsesperiode 1.4.2018. Der er derfor også afholdt valg til formandskabet, og René la Cour Sell er genvalgt som censorformand.

Vi siger stor tak for indsatsen gennem årene til Peter Carøe, Poul Due og Povl Tiedemann, der valgte ikke at genopstille til formandskabet. Samtidig byder vi velkommen til Mads Henriksen, der er nyvalgt som censornæstformand og kontaktcensor for SDU og Mogens Brock, der er nyvalgt som censornæstformand til EØ-formandskabet - men som har siddet som censornæstformand i HD-formandskabet i sidste periode - og er kontaktcensor for AAU.

Annette Bang Andersen er genvalgt som censornæstformand og kontaktcensor for AU, mens Maria From er genvalgt som censornæstformand, men er nu kontaktcensor for CBS.

Læs om valget og de opstillede.    

INTRODUKTIONSKURSUS FOR NYE CENSORER

EØ- og HD-korpsene har siden 2015 afholdt obligatoriske introduktionskurser for nye censorer for at sikre, at censorerne er ordentligt klædt på, inden de første gang møder de studerende og eksaminatorerne.

Nu arbejder ministeriet også på at etablere et introduktionskursus, der skal gælde alle censorkorpsene på de videregående uddannelser. Der er nedsat en arbejdsgruppe, der bl.a. tæller censorformand René la Cour Sell.

Ministeriet håber på at kunne præsentere en model for introduktionskurset for alle censorformændene på et møde sidst i november i år.

EVALUERING AF KARAKTERSKALAEN

Regeringen har i maj 2017 igangsat en evaluering af 7-trins-skalaen. Evalueringen følger Karakterkommissionens forslag om 5-årlige evalueringer af 7-trins-skalaen og følger op på den foregående evaluering af skalaen og den politiske debat om skalaens opbygning og anvendelse.. Også her sidder René la Cour Sell med i arbejdsgruppen.

Hovedpunkter i evalueringen omfatter:

§ At skalaen anvendes ensartet i hele uddannelsessystemet

§ Udfordringer i forhold til karakterinflation

§ Skalaens opbygning, herunder blandt andet afstand mellem karaktererne og præmiering af den exceptionelle præstation

§ International anvendelighed af skalaen.

Evalueringen skal i videst muligt omfang afdække, om evt. identificerede problemstillinger primært vedrører skalaens udformning eller dens anvendelse. Evalueringen laves i samarbejde mellem UVM og UFM og udføres til dels af eksterne evaluatorer som Danmarks Evalueringsinstitution (EVA) og ViVe.

I juni 2018 udkom en første rapport, som indeholder en kortlægning og analyse af karaktergivningen efter 7-trins-skalaen i grundskolen, de gymnasiale uddannelser og på de videregående uddannelser fra 2017 til 2016. Rapporten udgør en baggrundsanalyse for den samlede evaluering, som afsluttes i efteråret 2018.

Find rapporten her.

TVÆRGÅENDE CENSUR 2018

Der blev i foråret rekrutteret 25 censorer til tværgående censur på EØ-uddannelserne som et led i kvalitetsarbejdet. På tværs af landet og på tværs af institutioner og studier kigges der nærmere på udvalgte områder for på kvalificeret vis at kunne indgå i dialog med universiteterne om de kvalitative forhold.

Hvert år udvælges nogle konkrete forhold der kigges særligt efter. Det har været kvaliteten af og brugen af målbeskrivelser, håndtering af mistanke af snyd og plagiering, administrative forhold, brug af fjerneksamen, rettevejledninger m.m.

De tværgående censorer deltager i den almindelige censur, men i forbindelse med censuropgaverne observeres udvalgte forhold som omsættes til et kortfattet notat. Der afholdes - ud over opstartsmøder inden eksamensperioden - opsamlingsmøder, hvor observationerne diskuteres i kredsen af tværgående censorer. Opsamlingsmøderne afholdes i forlængelse af censormøderne i august, og de overordnede pointer tages med til kontaktmøderne med institutionerne i efteråret.

CENSORPROFIL OG REGISTRERING AF ANSÆTTELSE

Alle censorer har pligt til at registrere evt. ansættelser på universiteterne i Censor IT, jf. også vejledningen til systemet. Der er i 2018 blevet tilføjet et felt, hvor man skal angive, om ansættelsen/tilknytningen er primær eller sekundær.

Alle censorer bedes tjekke, om deres registrering er korrekt og i samme forbindelse også foretage evt. relevante opdateringer af profiloplysningerne, herunder særligt nuværende ansættelse.