Du er her: Nyheder Nyhedsbreve Nyhedsbrev #6

Nyhedsbrev #6

Censorer søges til tværgående censur (EØ)

I forbindelse med Censorkorpset for De Erhvervsøkonomiske Universitetsuddannelsers kvalitetsarbejde foretager vi hvert år en tværgående censur, hvor vi på tværs af landet og på tværs af institutioner og studier ser nærmere på udvalgte områder for på kvalificeret vis at kunne indgå i dialog med universiteterne om de kvalitative forhold.

Arbejdet består i at deltage i den almindelig censur, men i denne forbindelse også observere de udvalgte forhold som omsættes til et kortfattet notat.

Til den tværgående censur i år søger vi 20 censorer, se 'jobannoncen' for mere information.

Der er ansøgningsfrist 14.5.2017.

Datoer for censormøder efterår 2017

Årets censormøder er planlagt og vil blive afholdt i begyndelsen af september. På møderne vil der bl.a. blive informeret om ansøgning om genbeskikkelse for beskikkelsesperioden 2018-2022. Ligeledes vil der blive informeret om status for censorinstitutionen og evt. ændringer på baggrund af Censorudvalgets anbefalinger.

Møderne afholdes på nedenstående datoer. Alle møder bliver afholdt kl. 17-19. Møderne vil blive indkaldt i august, hvorefter der vil være mulighed for at tilmelde sig.

  • 4.9.2017 (Odense)
  • 7.9.2017 (København)
  • 11.9.2017 (Aalborg)
  • 12.9.2017 (Aarhus)

Skærpede krav til habilitet i forbindelse med ansættelse

Med seneste udgave af eksamensbekendtgørelsen for universitetsuddannelserne er habilitetskravene vedr. ansættelse blevet skærpet. Det er nu præciseret, at ansættelse på universitetet – uanset hovedområde eller lignende – ikke er foreneligt med ekstern censur på dette universitet. Reglerne er derfor nu på linje med de regler, der længe har været gældende for Censorkorpset for HD-uddannelserne.

Det er nu præciseret, at enhver form for ansættelse eller tilknytning – herunder æreshverv som fx adjungeret professorat eller lektorat – gør, at man ikke kan virke som ekstern censor ved universitetet.

Endvidere er der indført en karensperiode på to år efter ansættelsens eller tilknytningens ophør. I denne periode må man ikke virke som ekstern censor ved universitetet.

Det er derfor fortsat et krav, at alle censorer angiver evt. nuværende universitetsansættelse eller tilknytning i brugerprofilen i Censor IT. Alle censorer har pligt til at registrere evt. ansættelser på de fem universiteter AAU, AU-BSS, CBS, RUC, SDU. Dette er for at sikre, at der ikke sker overtrædelse af habilitetsreglerne. For ansatte regnes enhver ansættelse, herunder

  • fastansatte forskere, undervisere og administrative medarbejdere
  • timelærere og eksterne lektorer
  • adjungerede professorer og lektorer
  • samt anden nær tilknytning til et eller flere universiteter, der kan bidrage til at censors habilitet kan drages i tvivl

Undtaget er enkeltstående foredrag og lignende, som ikke betragtes som et ansættelsesforhold uanset om man modtager betaling for sin medvirken eller ej. Ligeledes er deltagelse i fx advisory boards også tilladt.

Jf. i øvrigt også God censorskik og vejledningen til Censor IT.

Censorrapporter

Censorrapporterne er fortsat et af de vigtigste arbejdsredskaber for formandskaberne og universiteterne. Det er som altid vigtigt, at evt. problematiske forhold anføres, hver gang man oplever det – også selvom man har anført den samme kritik tidligere. Det giver institutionerne mulighed for at vurdere, om der er tale om mere grundlæggende problemer på en uddannelse, eller om det er en enlig svale, der kan håndteres konkret.

Ligeledes er det vigtigt, at den samme kritik anføres igen, hvis den er gældende for tilbagemeldingen i flere på hinanden følgende rapporter, da registreringen i systemet ikke samler rapporterne i en sammenhæng relateret til censor. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at henvise til en anden rapport.

Evt. kritik skal altid uddybes i kommentarfeltet. Ligeledes er ros til eksamensforløbene også værdifuld information for institutionerne og formandskaberne. Formandskaberne gennemgår alle censorrapporter med bemærkninger og bringer erfaringerne videre i samarbejdet med institutionerne.

Sommereksamen 2017

Vi nærmer os sommereksamen 2017. Selvom der er justeret på fremdriftsreformen, må vi igen i år forvente et stort antal prøver på relativt kort tid. En del prøver bliver planlagt før universitetet ved, om de studerende afleverer. Der må derfor også i år forventes aflysninger af planlagte prøver.

Universiteterne er dog i større grad – bl.a. på formandskabets opfordring – begyndt at samle flere især kandidatspecialer pr. censuropgave. Dette mindsker først og fremmest antallet af censuropgaver, men det betyder også, at de fleste planlagte censuropgaver forhåbentligt gennemføres, selvom der er et eller flere specialer, der ikke bliver afleveret.

Vi vil bede hver censor forholde sig kritisk til, om man er kvalificeret inden for alle fagområder af en samlet bestilling med flere specialer. Samlede censuropgaver bør blive planlagt, så de forventeligt kan dækkes af den samme censor. Er der censuropgaver, der består af meget forskellige fagområder, skal censor sikre sig, at alle fagområder ligger inden for egen kompetence. I modsat fald skal eksamensplanlæggeren kontaktes, så alle opgaver kan blive bedømt af fagligt kompetente censorer.

Vi vil dog stadig se, at universiteterne i nogle tilfælde planlægger kandidatforsvar enkeltvis. Vi holder øje med udviklingen i censuropgaverne frem mod sommer, da det igen kan blive nødvendigt at indføre, at censorerne kan acceptere en forespørgsel, men anmode om en anden dato. Alle censorer vil blive informeret, hvis dette træder i kraft. Indtil da er det den/de angivne datoer i en forespørgsel, der er gældende.

Obligatoriske introduktionsmøder for nye censorer

I 2015 blev der indført obligatoriske introduktionskurser for nye censorer. Censorerne bliver i løbet af to timer introduceret til censors rolle, det gode eksamensforløb, god censorskik og Censor IT. Møderne skal forberede de nye censorer – inkl. garvede eksaminatorer – på opgaverne og censorrollen. Nybeskikkede censorer bliver ikke allokeret før de har deltaget i introduktionsmødet. Møderne holdes i forlængelse af de halvårlige beskikkelsesrunder.

Allerede beskikkede, erfarne censorer er meget velkomne til at deltage i møderne. De næste møder er planlagt til 22.5.2017 i Aarhus og 24.5.2017 i København, begge dage kl. 16-18. Hvis du ønsker at deltage, er du velkommen til at sende en mail til sekretariat@censorerne.dk.

Snyd og plagiering

Foruden fortsat fokus på gode og klare målbeskrivelser, så er der desværre også behov for vedholdende fokus på snyd og plagiering. Der findes i dag it-systemer som kan løfte en del af opgaven, men formandskabernes synspunkt er fortsat, at den bedste måde at sikre sig mod urent trav er at tilbyde mundtlig eksamination. Det er det konkrete møde mellem studerende, eksaminator og censor, som kan sikre solid afprøvning af sammenhængen mellem værk og forfatter.

Det er universiteternes opgave at udrede evt. plagiering, ligesom det er universiteterne, der afgør evt. sanktioner over for den studerende. Censorerne må endelig bidrage med den viden, de måtte have (fx ved at henvise til andre universiteter, der kunne ligge inde med relevant materiale), men det er ikke censors opgave at påvise plagieringen.

Genbeskikkelse 2018-2022

Den nuværende beskikkelsesperiode udløber 31.3.2018. I løbet af efteråret 2017 vil det derfor være tid til at søge om genbeskikkelse. Der vil i løbet af august blive udsendt nærmere information, ligesom processen vil blive gennemgået på censormøderne i august (se ovenfor). Ændringer, der vil have betydning for den kommende genbeskikkelse, vil blive kommunikeret særskilt til censorerne.

Indtil videre planlægges og gennemføres genbeskikkelsesprocessen efter gældende regler, da det endnu ikke er kendt, hvilke ændringer, der evt. kommer på baggrund af Censorudvalgets anbefalinger, ligesom det ikke er kendt, hvornår evt. ændringer vil træde i kraft.

LinkedIn-forum for censorerne

Der er oprettet et LinkedIn-forum for beskikkede censorer inden for de erhvervsøkonomiske universitetsuddannelser og HD-uddannelserne. Det er et lukket forum, der kan benyttes som et kontaktforum mellem censorerne, ligesom sekretariatet og formandskaberne også vil benytte denne kanal til diverse overordnet information. Al væsentlig information fra formandskaberne vil fortsat blive kommunikeret via hjemmesiden og/eller mail direkte til alle censorer.

Alle censorer er inviteret, men ikke alle har tilmeldt sig, herunder naturligvis censorer uden en LinkedIn-profil. Har man i mellemtiden anskaffet sig en LinkedIn-profil eller af anden årsag ikke tilmeldt gruppen, er man meget velkommen til at kontakte sekretariatet eller anmode om adgang via LinkedIn.

Du finder forummet her.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 16.05.2017