Forespørgsler, Allokering & Rapporter

Forespørgsler

Censuropgaver bliver tilbudt via mail, der normalt sendes til 10 censorer ad gangen. Systemets algoritme vælger de censorer, som forespørgslen sendes til, jf. også Forespørgsels- og allokeringsrutinen.

Med mindre du allerede har accepteret forespørgslen eller er blevet allokeret, er det ikke nødvendigt at fortælle Censorsekretariatet eller eksamensadministrationen, at du er forhindret i at tage opgaven.

Har du mulighed for at påtage dig opgaven, klikker du blot på linket 'accepter' i mailen, og tilkendegivelsen er herefter registreret. Svarfristen på en forespørgsel er normalt frem til midnat på dagen forespørgslen er sendt.

Når du klikker på  'accepter', accepterer du følgende:

  • At du kan censurere den pågældende dag/dage anført i bestillingen.
  • Det samlede antal studerende/opgaver (jf. dog undtagelserne i afsnittet herunder).
  • At du opfylder prøvens sprogkrav.
  • At du har vurderet, at du er fagligt kompetent til at censurere inden for det mere specifikke faglige område, der fremgår af 'Besked til censor'.
  • At alle habilitetsforhold er i orden vedr. censuropgaven.


Systemet er bygget op omkring en række relativt brede fagkvalifikationer. I forespørgslen vil det det mere specifikke faglige felt være angivet, fx ved et link til kursusbeskrivelsen, specialetitel eller anden information. Det er derfor op til den adspurgte censor selv at vurdere, om opgaven ligger inden for egne kompetencer. Er du i tvivl, kan du henvende dig til kontaktpersonen angivet i forespørgslen for nærmere oplysninger.

I forespørgslen er censuropgavens forventede omfang angivet. Det er en gennemsnitsbetragtning, og der kan desværre være fejl i angivelsen. Antallet af timer i forespørgslen kan derfor ikke lægges til grund for en forventning, om at dette antal timer udbetales. Der udbetales altid kun efter gældende norm, afleverede opgaver og fremmødte studerende.

Afhængig af den allokeringsrutine, der vælges af universitets bestiller, kan det forekomme, at man modtager en henvendelse direkte fra en af universiteternes eksamensadministration. 


Alle aftaler om censuropgaver er dog først gældende, når man har modtaget en allokeringsmail fra Censor IT

Du må normalt ikke acceptere en opgave, hvis du ikke kan censurere alle dage, eller hvis du ikke har mulighed for at påtage dig opgavens samlede omfang. Undtagelser fra dette forekommer, når opgavens omfang væsentligt overskrider 2 dage, et samlet timeomfang på 30 timer og/eller – ved skriftlige opgaver – 100 studerende.

Allokering

Har du accepteret en censuropgave, vil du dagen efter modtage en allokeringsmail. Modtager du ikke allokeringsmailen, er opgaven allokeret til en anden censor, jf. også Forespørgsels – og allokeringsrutinen.

Alle tildelte opgaver fremgår også under menupunktet 'Censuropgaver.'

Af og til opleves det, at mail fra Censor IT ender i spamfilteret. Vi opfordrer derfor til, at du jævnligt tjekker dette.  

Censorrapporter

Efter hver censuropgave skal du udfylde en censorrapport.

Censorrapporter for afholdte prøver udfyldes i Censor IT under 'Indtast censorrapport' i højremenuen. Rapporten kan udfyldes fra sidste eksamensdag eller seneste voteringsdato, der er angivet i Censor IT. Systemet udsender automatisk påmindelser, hvis rapporten ikke er udfyldt.

Censorrapporterne er et vigtigt værktøj i universiteternes kvalitetssikringsprocedurer. Det er derfor vigtigt, at følgende angives:

  • Uhensigtsmæssige forhold under prøven, også selvom det er anført det i tidligere rapporter.
  • Konkrete observationer.

Processen omkring censorrapporterne kan ikke håndtere, at der blot henvises til tidligere rapporter. Det er dog en god information at gøre opmærksom på, at den samme problematik har været anført tidligere.

En vurdering kan godt være tilfredsstillende, og samtidig påpege nogle punkter, der kan forbedres. Konstruktiv kritik er også altid velkommen.

Hvis en prøve ikke er blevet afholdt, men det stadig er muligt at udfylde en censorrapport for prøven skal Censorsekretariatet kontaktes, så prøven aflyses i Censor-IT.    

Eksaminatorrapport

Efter hver censuropgave bliver eksaminator bedt om at udfylde en eksaminatorrapport, der er en evaluering af censor.

I eksaminatorrapporten spørges eksaminator om:

  • Censors faglige match
  • Censors forberedelse
  • Censors adfærd
  • Censors votering i forhold til bedømmelseskriterierne og bidrag i forbindelse med feedback til studerende


Eksaminatorrapporterne er et led i censorkorpsets kvalitetssikring og er i lige så høj grad et redskab for den enkelte censor til at blive opmærksom på punkter, hvor man kan forbedre sig, eller positive kommentarer, der angiver en efterlignelsesværdig adfærd.

Du finder de enkelte eksaminatorrapporter under hver prøve, hvor du også kan se din egen censorrapport.