Der eksisterer en regel for censorer, der siger, at der ved tilrettelæggelsen af censur, skal tilstræbes, at der så vidt muligt ikke tillægges en censor et højere timetal end 125 censortimer pr. semester/halvår. Ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsen gælder det for en censor på tværs af censorkorps, områder og sektorer. Det vil sige at alle censuropgaver tæller med.
Dette har i De Erhvervsøkonomiske Censorkorps hidtil været tolket som en årsnorm på 250 timer/år, da hovedparten af censuropgaverne er placeret i maj-juni, og fx ligger en tredjedel af alle årets censuropgaver i de to midterste uger i juni.
I følgebrevet til den nye censorbekendtgørelse, der trådte i kraft 1.9.2024, er det understreget, at det forventes, at 125-timersgrænsen ikke overskrides, og i fald den gør det, at det kun er med ganske få timer. Ifølge bekendtgørelsen er det institutionernes ansvar, at den enkelte censor overholder denne regel, og derfor er det nødvendigt at censorledelserne understøtter dette, selvom hverken universiteter eller censorledelser kan håndhæve dette på tværs af censorkorps, sektorer m.v.
For bedst muligt at sikre at reglen overholdes er der derfor ændret i administrationen af reglen i Censor IT. Der er implementeret to opgørelsesperioder, der følger det akademiske år, således at opgørelsesperioderne dækker perioderne 1.9.-28.2. og 1.3.-31.8. Der er samtidig indført en grænse i systemet, som stopper forespørgsler til censorer, der er tæt på 125-timersgrænsen.
Censorledelsen er dog bekymret over, om det dermed er muligt at dække den eksterne censur i sommerhalvåret. Derfor vil allokeringen blive monitoreret nøje af censorsekretariatet, og det kan evt. blive nødvendigt at hæve grænsen i systemet, så det bliver muligt at allokere alle censuropgaverne.
Denne beskikkelsesperiode udløber 31.3.2026, hvor alle censorers beskikkelse ophører, jf. censorbekendtgørelsen. Nuværende censorer, der ønsker at blive beskikket til beskikkelsesperioden 2026-2030 skal derfor ansøge om dette.
Ansøgningsperioden vil løbe fra 1.5.-31.7.2025, og der bliver udsendt en særskilt besked, når det er muligt at søge om genbeskikkelse. Den tidlige ansøgningsperiode skyldes, at der forventes omkring 1.000 ansøgninger, som skal vurderes af dels censorledelsen, dels af fagpersoner ved institutionerne. Endelig skal beskikkelsesindstillingen behandles af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, og da der er mange censorkorps, der har samme beskikkelsesperiode, skal der beregnes meget god til ikke mindst dette trin i processen.
Censorkorpset skal - ud over at dække de faglige områder i tilstrækkelig grad og med en tilstrækkelig geografisk spredning - også opfylde to kvantitative krav jf. censorbekendtgørelsen. Dels skal en fjerdedel af de indstillede censorer være nye, dvs. at de ikke må være beskikket i indeværende periode, dels skal der tilstræbes en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige censorer. Alle censorer opfordres derfor til at dele det opslag, der vil blive publiceret og udsendt sammen med nærmere information om ansøgningsprocessen. Censorkorpset består i dag af 43 % kvindelige censorer, men for at fastholde eller forbedre denne andel må alle gerne opfordre særligt kvinder til at søge om beskikkelse.
Følgende kriterier vil blive lagt til grund for vurderingen af ansøgninger om genbeskikkelse.
Det er særligt vigtigt at være opmærksom på punkt 2 ovenfor. Der er planlagt en række introduktionsmøder, som alle relevante censorer er inviteret til. Det er også muligt at se en oversigt over datoer og steder for møderne her: Obligatorisk introduktionsmøde. Alle der ønsker at deltage er velkomne, også selvom man allerede har deltaget i det før. Har man tidligere deltaget i et introduktionsmøde har man modtaget en invitation, og interesserede skal derfor rette henvendelse til sekretariatet for at blive tilmeldt.
Der er derudover et nyt allokeringssystem på vej, og ansøgning om genbeskikkelse vil efter planen komme til at foregå i det nye system, der samtidig forventes at blive taget i brug til allokering m.v. fra 1.9.2025. Der vil komme nærmere information om systemet i forbindelse med at ansøgningsperioden begynder.
Som et supplement til den tværgående censur vil alle censorer i slutningen af eksamensperioden modtage et spørgeskema, der adresserer de samme emner som den tværgående censur. Det er frivilligt at udfylde skemaet, men censorledelsen opfordrer til, at så som muligt besvarer undersøgelsen, så censorledelsen har det bedst mulige grundlag for at gå i dialog med universiteterne om forhold, der påvirker de eksterne censorers vilkår og sikringen af den ensartede og pålidelige bedømmelse.
Der kommer nærmere information om spørgeskemaet, når det udsendes.
Censormøderne 2025 er planlagt, og afvikles jf. nedenstående oversigt. Alle censorer vil modtage invitationer til møderne. Til møderne inviteres en stedlig repræsentant for universitetet, der vil fortælle om status for GAI (kunstig intelligens) på universitetet, og hvordan de håndterer det i forhold til de studerende og eksamen.
Derudover vil der være nyt fra censorledelsen samt drøftelse af nogle af de dilemmaer, man som censor møder ved eksamensbordet. Og endelig vil der blive budt på en forfriskning i forbindelse med mødet.
Det vil være en stor hjælp for sekretariatet, hvis man ud over at tilmelde sig det møde, man ønsker at deltage i, også takker nej til de øvrige møder, så vi kan udsende remindere til censorer, der endnu ikke har tilmeldt sig uden at forstyrre de censorer, der allerede er tilmeldt et af møderne.
Censorledelsens årsberetning 2024 er klar og kan findes på censorerne.dk