En ny censorbekendtgørelse er trådt i kraft pr. 1.9.2024. Bekendtgørelsen er grundlæggende en ensretning og sammenskrivning af reglerne for de forskellige videregående uddannelsesområder til et samlet sæt regler, dog med enkelte forskelle på specifikke områder.
For universitetsuddannelserne er der overvejende tale om en tydeliggørelse af allerede gældende regler, men bekendtgørelsen indeholder dog også egentlige ændringer i forhold til hidtidige regler og praksis.
Væsentlige ændringer i censorbekendtgørelsen som kan få betydning for den enkelte censor:
Censorbekendtgørelsen indeholder en skærpning af 125-timersreglen, som betyder, at censorerne skal rette henvendelse til censorledelsen, hvis en censuropgave vil resultere i en overskridelse af 125-timersgrænsen. Censorledelsen kan herefter på baggrund af en konkret vurdering og kun undtagelsesvist lade en censor påtage sig et "mindre antal timer" ud over 125 timer. Det skal undersøges, om EØ/HD-praksis med at tillade 250 timer pr. år kan fortsætte.
Censorledelsen har for år tilbage truffet en principiel beslutning om at ALLE censorer skal til introduktionsmøde. Blandt de 900 censorer er der et par hundrede, der har været censorer så længe, at introduktionsmødet ikke var opfundet da I startede.
Vores erfarne censorer er både erfarne og dygtige, men vi kan se at nogle af jer, på nogle punkter, måske trænger til en opfriskning på regler, rammer og adfærd. Hvis de der ikke har været på introduktionsmøde, vil gøre sig håb om at blive genbeskikket i næste beskikkelsesperiode SKAL man inden 1. januar 2026 have et deltagerbevis for at have været på et introduktionsmøde.
Møderne udbydes løbende, foreløbig er der mulighed 6. februar 16-18 på CBS og der vil i den kommende tid blive planlagt en række møder - også i Aarhus - løbende frem mod januar 2026.
Generative Artificial Intelligence er over os. Det fantastiske værktøj vil givet revolutionere mangt og meget. Alle universiteterne har taget GAI til sig og snart vil det alle steder i alle sammenhænge være tilladt, medmindre studieordningens helt specifikke prøvebestemmelser forbyder det. Således er det censors opgave at sikre, at de studerende med det nye værktøj lever op til en prøves læringsmål og at de studerende ved hvad vedkommende selv har indleveret. Det betyder at universiteterne arbejder med prøveformer og læringsmål, der tager højde for anvendelsen af GAI.
En del af jer har i censorrapporter bemærket, at GAI-reglerne ikke var oplyst til jer inden afholdelse af eksaminer i sommerterminen. Det er dog ikke korrekt. I alle tilfælde har vi kunnet konstatere, at GAI-reglerne var udsendt i link allerede med allokeringsmailen.
En del censorer har eksperimenteret med GAI som forberedelse til eksamen. For eksempel ved at prompte en problemformulering i et speciale og spørge til udfaldsrum.
Her på hjemmesiden findes en række værktøjer til censorernes arbejde, fx forslag til notepraksis, information om timeloftet (jf. også den nye bekendtgørelse), information om censor- og eksaminatorberetninger m.v. P.t. ligger nedenstående værktøjer på hjemmesiden, og de vil blive opdateret i den kommende tid med baggrund bl.a. i den nye censorbekendtgørelse.